Grand Fondo/Grand Trophee motionscykelløb

Som årene er gået er det blevet mere og mere populært, at være ekstrem når der skal arrangeres hvilke cykelløb der skal cykles igennem en sæson. Det er ikke længere nok bare at cykle nogle enkelte cykelløb på 100 km, rundt omkring i Danmark. Hvis det ikke er en Ironman eller et marathon der skal klares, så kan det for de flestes vedkommende ende med et stort motions cykelløb i udlandet. Et af de mest populære er det franske La Marmotte, men der er også løb som Alpenbrevet i Schweiz, Scott Piacenza i Italien, le Trois Ballon i Frankrig og mange mange flere.

Betegnelsen for de fleste store udfordringer rundt om i Europa, er idag enten Grand Fondo eller Grand Trophee.  Det der kendetegner et Grand Fondo eller en Grand Trophee er som regel den extreme udfordring, hvis du vælger den længste distance. Mange af de store løb der afholdes nede i Alperne, Pyrenæerne, de Schweiske Alper mm, har et sted mellem 4000 og 7000 højde meter. Hvilket må betegnes som extremt for selv de bedst trænede motionister. Dog er der et løb der stikker lidt ud fra de andre. Det er det franske Le Tour de Mont Blanc, som strækker sig over 330 km og over 8000 højdemeter. Dette løb er så krævende, at det vil være på sin plads at tage en af de andre først, før du giver dig i kast med sådan et vanvidsprojekt.

Danmark har også fået sin helt egen Grand Fondo motionscykelløb. Det har start i Helsingør, og køres med en enkeltstart om fredagen og selve Grand Fondo løbet om søndagen på en 135,2 km rute. I 2016 valgte arrangørerne dog at aflyse løbet, men der er store forhåbninger for at løbet genoptages i 2017.

Selv har jeg deltaget i La Marmotte, La Vaujany, Le Trois Ballon og når året er ovre skulle Alpen Challenge også gerne kunne skrives på CV’et. Hvilken en der har været det hårdeste, skal jeg ikke kunne sige. Da hvert løb har været kørt med vidt forskellige forberedelser og med nogle års mellemrum. Men alle løb har været en prøve ud over det sædvanlige, og hver gang er jeg blevet klogere på min egen formåen, og på hvordan kroppen reagere, når den bliver tvunget videre, timer efter at den allerede har brokket sig for første gang.

Jeg har i et andet indlæg skrevet lidt om forberedelserne op til et Grand Fondo eller Grand Trophee motionscykelløb. Hvordan du skal forberede dig for at komme bedst igennem? For når alt kommer til alt, så er de rette forberedelser 80% af succesen bag et stort cykelløb.