Valg imellem SRAM, Shimano og Campagnolo

Opdateret 20.11.2016

Gode råd til valg imellem SRAM, Shimano og Campagnolo til race.

Når man taler forskel imellem de bedste grupper indenfor race er det som regel et “religions-spørgsmål”, og et spørsgmål om hvilket design man mest er til. Men vil her prøve at skrive lidt om hvad man skal gå lidt op i, når man vælger.

Fordele og ulemper ved SRAM

Lad os starte med SRAMs bremsegreb, som er hvor de fleste grupper funktions-mæssigt adskiller sig fra hinanden. Sram har som de første lavet et system hvor gearskiftet foregår via kun 1 knap, som kan skifte både op og ned. Dvs at man ved at trykke ind til 1 klik skifter 1 ned og ved at skifte ind til 2-3-4 klik ind skifter 1-2-3 gear op. Erfaring med Srams gearsystem er at man også kan skifte gear med den lille knap inde ved styret. Det betyder at man i en spurt kan trække knappen ind til styret, da den arbejder uafhængig med bresegrebet, og bare skifte gear ned ved et vrid i håndledet. Sram har også lavet lidt til rytteren med lyst til lidt lir, med muligheden for at skifte farven på gummiet på bremsegrebet.

Sram Red gruppen kan også leveres med keramiske lejer i krank og pulleyhjul fra Ceramicspeed direkte fra fabrikken. Lejer som siges at være de bedste på markedet.

Min erfaring med Srams geargrupper, er at det er gennemført kvalitet, og at der bliver gået lige så meget op i kvaliteten som designet. Srams bedste gruppe hedder RED derefter følger FORCE og RIVAL.

Fra foråret 2016 (måske lidt før), vil Sram også komme på markedet med deres elektroniske geargruppe til race Sram Red eTAP, der som den første på markedet er lavet med et trådløst system. Tryk på linket og læs mere om denne nyhed.

Fordele og ulemper ved Shimano

Shimano er nok det mest kendte mærke, både indenfor race, MTB og gearsystem til ALM cykler. Dette skyldes især Shimanos meget agressive markedsføring, hvor Shimano har sørget for at de fleste cyklermærker (både dyre og billige) leveres færdigbygget til butikkerne med Shimanos geargruppe på.

Shimano går meget op i designet, og leverer som regel nyt udstyr der kun kan friste enhver cykelentusiast. Desværre kan det engang imellem godt gå lidt ud over funktioner og kvalitet.

Shimanos absolutte topgruppe hedder Dura-Ace derefter følger Ultegra (600 i gamle dage), 105 5700, 105 5600, Tiagra, Sora, no name.

Shimano Di2 elektronisk gearsystem.

Shimano leverer også idag elektronisk gearskift (Di2). Et system som mange professionelle cykelhold bruger, men som mange alm motions-cyklister endnu ikke helt har fået taget til sig. Dette kan især skyldes den høje pris og fordi andre gear producenter (bla MAVIC i 90erne) har prøvet uden den store succes. Det skal dog siges, at Shimano har gjort et godt stykke arbejde med Di2 gruppen, for at det skal fungere.

Min erfaring er at det virker rigtig godt og præcis med skiftene, og som noget meget vigtigt så har batteriet et langt levetid imellem hver opladning. Desværre laves der ikke mange rammer der er kompetible med den nye Di2 gruppe. Dvs at gruppen kan monteres på alle racer-rammer. Men hvis rammen ikke er lavet til  gruppen, vil ledningsnettet, som forbinder batteriet med bremsegrebene og for- og bagskifter, se lidt “rodet ud”. Indtil videre leveres de fleste rammer der er beregnet til Di2 gruppen, for-monteret med gruppen.

Fordele og ulemper ved Campagnolo

Campagnolo er et gammelt italiensk firma og det fornemmer man tydeligt. Campagnolo er kendt for super kvalitet, og lidt dyr ang reservedele, men ikke så meget for designet. Dette er de dog kommet lidt efter, ved at levere flere og flere carbon detaljer på det helt dyre udstyr.

Campagnolos bremsegreb er lidt anderledes set i forhold til konkurrenterne. Campagnolo har udstyret deres bremsegreb med en knap indvendig på begge greb (dette kan dog også fåes på de helt billige fra Shimano, dog ikke at forveksle kvaliteten). Begge knapper er beregnet til at skifte ned for og bag. Dette giver rytteren en mulighed (som han ikke har ved bla shimano og Sram) for at skifte flere gear ned ved 1 tryk.

Campagnolo er også (i skrivende stund) de eneste på markedet med en 11 speed gruppe til race. Gruppen hedder Super Record, og har fået et lidt andet design især på bremsegrebene, hvor der nu er lidt mere at holde i. Der er selvfølgelig også gået lidt op i kvalitet og vægt.

Min erfaring med Campagnolo er at det er super kvalitet og har lang levedygtighed, forudsat at man selvfølgelig er go til at vedligeholde.

Campagnolo leveres i gruppene Super Record, Record, Chorus, Athena, Centaur og Veloce.

Derudover levere Champagnolo også deres elektroniske geargruppe som kaldes Super Record ESP og Record ESP. Grupperne har reelt været 20 år undervejs, efter at Campagnolo i 1992 første gang begyndte at tale om deres visioner med en elektroniske geargruppe, til den reelt nåede i handlen omkring 2012.

Håber det her kan hjælpe dig, når det gælder dit valg imellem Sram, shimano og Campagnolo.